mandag den 30. marts 2009

Underdrejet

Jeg er nede, ramt, underdrejet med den ondeste forkølelse. Kan det virkelig være meningen, spørger jeg bare... Jeg skulle jo alle mulige sjove, festlige og hyggelige ting nu når jeg havde fået afleveret det speciale. I stedet har jeg været i ufrivillig eksil i lejligheden i dagevis og jeg har sovet i løbet af dagen hver dag den sidste uge... SUK!
Det må bestemt være en fejl!... Der er ikke nogen, der savner en forkølelse derude i cyberspace? Jeg er ærlig talt lidt træt af den nu. De første par dage var det næsten hyggeligt, sådan lidt ondt i halsen og tid til at krybe under dynen uden dårlig samvittighed - noget jeg ikke har prøvet i årevis, det der med den manglende dårlige samvittighed over at være sløj, men nu er det altså slut med hyggen. SLUT, siger jeg!

torsdag den 26. marts 2009

Hvordan får man lige den idé?

De her fyre laver kunst (?) med får og LED lys.... Helt umuligt at forklare - det skal ses!

`

:)

tirsdag den 24. marts 2009

Dag 4

I går hentede jeg specialet på trykkeriet og afleverede det hos specialesekretæren. Det er så ikke lige dér på hendes kontor man føler øjeblikkets storhed... Man får et håndtryk, et 'til lykke med det' og et bolche... Ja, et bolche, endda et fyldt et. Mit var rødt og gult med chokolade. :)

Ikke at jeg havde forventet et hornorkester og konfetti, men det er sgu lidt tamt at sige farvel på den måde efter alt for mange år - flere end jeg gider reklamere med. Så 'Farvel og tak, Universitet.' Det der med hornorkesteret klarer jeg selv!

Jeg afleverede også bøger - mange bøger!

89 cm bøger! En tredjedel af dem er mine egne, og jeg har nok allerede afleveret en tilsvarende stak... Det var på mange måder en lettelse at aflevere dem :)

PS: I dag har jeg bare ondt i halsen og spiser 'Zyx' halstabletter. De skulle virke let lokalbedøvende i svælget, men af en eller anden grund når den virkning så kun til tungen... Gad vide om man kunne lave dem om til en slags 'små grå' at gurgle med... Vodka og medicin - det er da også en måde at fejre det på!

Se lige...

...hvad den søde og kreative Fru Sommer har sendt mig:

Ikke bare én, men to fine, fine klippekortsholdere, som jeg gælder mig til at skulle flashe næste gang jeg skal med bussen. Hvor kan denne (blog-)verden dog være gavmild. TAK!

lørdag den 21. marts 2009

Dag 1

Første dag på den anden side specialet...
Turen i Søndermarken, blev undervejs til en tur i Zoo, bare fordi vi ku'. Kanelsneglene hævede mens vi var ude og blev spist mens vi så film. Jeg har røde kinder af den friske luft og et roligt blik, jeg ikke har set i mit spejl i ugevis.
Og mit ur gik i stå, bare for at understrege at tiden ikke var vigtig i dag.
Tak verden!

fredag den 20. marts 2009

Vist nok... måske...hvis altså...

... jeg består... Så er jeg færdig med min uddannelse!
Har afleveret mit speciale til tryk i dag. Eksamenssekretæren får det på mandag. Det er ude af mine hænder og allerede næsten ude af mit hoved.
Føler mig lidt underligt tom og meget, meget træt. Jeg har fejret det en lille smule med lagkage på La Glace - mest fordi drengebarnet så gerne ville.
Det begyndelsen på en helt ny del af mit liv, men det er alt for stort for mit trætte lille hoved. Så foreløbig vil jeg bare glæde mig til, at vi i morgen skal gå en tur i Søndermarken (jeg har hørt at det er blevet forår den sidste uges tid, mens jeg har været i skrive-skjul), bage nogle kanelsnegle og læse en bog. Mere behøver jeg vist ikke. Ikke lige nu!

fredag den 13. marts 2009

Jeg kører på...

  • adrenalin
  • koffein
  • søvnunderskud

- og det kører fint!

Så længe jeg ikke stopper for længe. Bliver også næsten bange for mit eget spejlbillede, hvis jeg får et glimt af mig selv i farten. Hun ser sgu lidt hærget ud, når jeg at tænke, inden jeg suser videre.

lørdag den 7. marts 2009

Lørdag på specialemåden

I dag:
  • tog jeg det tøj på, der lå øverst i bunken.
  • blev jeg vist nok redt.
  • har jeg kun været ude for at købe chokolade i kiosken.
  • har jeg drukket mindst 10 kopper kaffe eller the.
  • har jeg siddet foran computeren i over 12 timer.
  • har drengebarnet og jeg spist risengrød, fordi det var det mindst krævende at lave.

Jeg glæder mig altså til at få et liv igen!

torsdag den 5. marts 2009

Købes...

Er der nogen der har lidt ekstra tid og et hoved uden pine...?
To inaktive dage med hovedpine .... Det her speciale skriver jo ikke sig selv, mens jeg har ondt (og ondt af mig selv...) Argh...

PS: Jeg er villig til at betale, hvad det koster! :)

søndag den 1. marts 2009

Forårsfin

Jeg var den heldige vinder i Trines lille give-away, og jeg har følt mig både heldig og forårsfin siden jeg modtog det her fine, fine hårbånd i begyndelsen af ugen.
Her kan I se den i brug (- og at mit hår savner solen ligeså meget som resten af mig).

lørdag den 28. februar 2009

'Så gør vi sådan når vi skurer vort gulv...'

Jeg ville ønske jeg kunne lave et indlæg med lyd lige nu!
Drengebarnet spurgte, om han kunne tjene ekstra lommepenge, så jeg foreslog han rengjorde badeværelset. Lige nu er han gået i bad bevæbnet med en skurebørste og er ved at give fliserne den helt store tur.
Forestil jer langlemmet drengebarn, splitterravende hans-jørgen, der skurer gulv, mens han taler højt til sig selv - og fliserne... :
'Jeg skal nok komme efter dig, der.'
'Du troede nok du kunne gemme dig, hva'
'Jeg skal hele vejen rundt, og også ind her...'

Hans entusiasme, høje humør og stolthed over sin egen indsats er aldeles smittende. Tænk om man kunne gøre rent sådan hver gang...
Jeg skulle egentlig sidde og skrive, men lydkulissen er alt for distraherende - og fantastisk! :)

fredag den 27. februar 2009

Prototyper

Jeg har besluttet at holde specialefri om aftenen - i hvert fald lidt endnu. Det kan godt være, jeg ændrer mening når deadline for alvor nærmer sig...

Ind til videre er jeg krea om aftenen, og i går aftes sad jeg og legede lidt med nogle Liberty rester:

Jeg synes den lyse er blevet ret så yndig - blød og sart at se på. Den mørke ligner lidt mere en overpolstret engelsk lænestol. Jeg forsøgte mig med en lidt længere stofbane, og derfor blev den lidt for plisseret. Heldigvis kan jeg jo bare lave en ny.

Indtil videre har jeg bare syet en sikkerhedsnål bag på, da jeg ikke havde nogle brochenåle. Men jeg tror også de kunne være fine syet på et hårbånd - måske en stor og en lille ved siden af hinanden. Idéerne myldrer rundt... :)

onsdag den 25. februar 2009

Dagens tre

I dag glædes jeg over:
  • at kunne se det ironiske i at stå og kigge vinduer hos LaGlace, mens jeg spiste en rugbrødsklapsammen... :) Og jeg ved godt, at en dame ikke spiser når hun går på gaden, men jeg må ikke spise på biblioteket og jeg er nødt til at udnytte mine pauser så jeg også får frisk luft. Så i dag var jeg ingen dame - bare en sulten og travl studine ...
  • at jeg stadig har en god potion ro i maven i forhold til min speciale-deadline. Jeg har travlt, men er ikke stresset (endnu..?) og det er altså et langt mere produktivt sted at være!
  • at jeg sideløbende med får en masse kreative idéer. Ting der skal sys og strikkes... Overvejer at købe mig en notes/skitsebog.

mandag den 23. februar 2009

Lidt forpustet... men klar til mere

Sikke en uge. Hvis nogen har bemærket at der har været stille her på bloggen den sidste uges tid, skyldes det ganske almindelig travlhed.

Jeg har:
  • fundet min skriverytme og mit overblik igen. Har faktisk fået skrevet en del og tror nu på at jeg afleverer på den dag, jeg har aftalt med mig selv! Ikke mindst takket være et virkeligt overskudsmenneske. En klog kvinde, med talent for kommunikation og for at formidle det på en tydelige og kærlig måde. Jeg sender universet en stille tak for hende - og pønser på hvordan jeg skal takke hende ordentligt.
  • været alene på skansen en stor del af ugen. Den bedre halvdel har været på skiferie i Italien med gutterne- masser af sne, sol, kulde og kolde øl. Han kom glad, træt og solbrændt hjem belæsset med store mængder kaffe, pasta og olivenolie. Og Lego til drengebarnet. Og parfume til mig :)
  • tænkt mange tanker om det at blive færdig med min uddannelse. Kigget på jobopslag. Tænkt på at holde kandidatfest. Vænnet mig til tanken om at der er et helt liv på den anden side. Et liv jeg er meget klar til!
  • tænkt på alle de blogindlæg jeg kunne have skrevet, men ikke nåede....
  • priset mig lykkelig for, at det føles som om jeg har vinden i ryggen igen :)

torsdag den 12. februar 2009

Den med tasken del 2

Var hos bageren i dag (fordi torsdagshorn fra bageren i Sct. Peders Stræde er blevet en specialeskrivningsvane), og pludselig siger damen ved siden af i køen:
'Hvor er det en smuk taske du har!'
Og jeg bliver lidt befippet og revet ud af mine egne tanker og får kun sagt:
'Tak, det ellers ved at være en ældre sag.'
Og hun smiler og siger:
'Det er jo det, der gør den smuk'.
Og jeg smiler og siger:
'Tak' Og ' Ja, det er det jo.'

Så bliver man da egentlig lige så glad, både for damen og hendes venlige kommentar, og for sin gode gamle taske!
Nogle dage skal der altså ikke så meget til.

tirsdag den 10. februar 2009

Tirsdagens tre

I dag glæder jeg mig over:
  • at der er to (2!) virkelig interessante stillinger slået op. Interessante som i 'det-gad-jeg-virkelig-godt-og jeg-tror-jeg -ville-være-god-til-det' Tror nok lige det skal undersøges nærmere!
  • at ovenstående giver ny energi til at blive færdig med det her speciale. Der venter jo faktisk en hel verden derude...
  • at overblikket tildels er vendt tilbage - det må være kommet listende i natten ganske stille :)

fredag den 6. februar 2009

Den med tasken

Turbanindehaveren kom med en lille udfordring, som jeg vist kom til at sige 'ja' til: Vis mig indholdet af din taske..

Det er altså lidt grænseoverskridende.. but here goes:


I taskens dyb fandt jeg:
  • 3550,- Filippinske piso (ca. 300,- kr.) som jeg aldrig har fået vekslet tilbage efter vores sommerferie forrige år.
  • Et brev til min engelske 'familie', jeg mangler bare frimærket
  • Brilleetui m. læsebriller
  • Kalender
  • Notesbog fra Moleskine. Bruges kun til 'vigtige noter' - dvs ingen indkøbslister, men fx talen til min farmors begravelse og til min brors bryllup...
  • Blyant
  • 2 zoners klippekort
  • Makeup pung fra en Tigerbutik i noget skønt japansk stof og med en 'Hello Kitty'-agtig kat på. Ikke særlig sofistikeret, men jeg er ret glad for den!
  • Lille-bitte flaske Guerlain Mitsouko EDT. En af min absolut ynglingsparfumer.
  • 4 chokolademandler - en craving jeg har for tiden
  • Tyggegummi, både grøn og sort Stimorol. Henholdsvis min søns og min ynglings.
  • Lille skattekiste til tabte rokketænder - min søns, ikke mine!
  • Taskespejl
  • Pilleæske
  • Kuvert med recepter
  • Nøglebundt
  • 1 Yu-Gi-Oh kort (samle-/bytte-/spillekort, som drengene på skolen var meget optaget af for noget tid siden. Det her er vist ikke et af de attraktive...)
  • Mobiltlf.
  • Div. hårelastikker og spænder
  • Møntpung
  • Pengepung
  • Tampax
  • Neem Nail Oil fra Dr. Hauscka, som jeg har svært ved at undvære
  • Neglefil i glas. Knækket!
  • Clarins lipgloss
  • Kanebo Lipgloss
  • YSL læbestift i rigtig rød
  • Rose Bud lip Balm - den eneste af de sidstnævnte 4 ting jeg bruger særlig tit!
  • Mini Schweitzer-kniv. Har haft den i årevis og kan ikke forestille mig at undvære den.
  • Rødt perlearmbånd. Nu er jeg overbevist - det er medieliderligt! Jf. et par af de seneste indlæg :)
  • En stak kvitteringer af den hverdagsagtige slags fra Netto og Irma.
  • Og så ledte jeg også grundigt her, da jeg nu var i gang, men jeg fandt ikke mit overblik... :)

Tør du tage udfordringen op?

PS: Jeg beklager den forringede billedekvalitet, fik først kikket rigtigt på det, da jeg havde pakket det hele sammen igen...

torsdag den 5. februar 2009

Efterlysning!

Er der nogen der har set mit overblik? Vist nok tabt et sted mellem mit skrivebord og min plads på biblioteket. Måske blot løbet sin vej grundet overbebyrdelse...
Sidst set: Sporadisk kontakt de sidste par måneder, men har nu ikke ladet høre fra sig i dagevis!
Hvis fundet, så returner venligst så hurtigt som muligt, da jeg savner det meget.
Dusør gives!

Alternativt er jeg interesset i at købe, hvis nogen skulle have for meget... Henvendelse kan ske her på siden.

onsdag den 4. februar 2009

Varme til kolde skuldre og et uforudset projekt...

Jeg blev færdig med denne lune sag for et par dage siden, strikket på pinde 12 i tyk lækker uld fra Wilferts. Selv for en semi-novice som mig var det et hurtigt projekt, 3-4 aftener, tror jeg. Den har stort set hængt på mig siden, derfor har den allerede taget facon efter kroppen og er blevet.. øhm... bulet...

... og ja, det er den perlekæde jeg nævnte i den forrige post. Den sprang da jeg skulle arrangere en fotosession med sjalet - mente åbenbart ikke den havde fået opmærksomhed nok og ville være med igen. Jeg vidste slet ikke den var så medie-liderlig...?
Nu ved jeg i det mindste, hvad jeg skal lave i aften - trække perler på snor!
Jeg ved også hvad jeg burde lave lige nu - skrive speciale!
Over and out!

348 cm rullesøm...

Endelig blev jeg færdig med mit Liberty tørklæde. 348 cm rullesøm. Der er godt nok langt rundt, men det er altså den pæneste måde at kante et tørklæde på, så jeg gider godt.


Her er et nærbillede af det smukke print sammen med mit ynglings-armbånd lige nu: 120 cm glasperler fra Nationalmuseets butik. Pris 38,-!! Farven er bare SÅ flot, rød med en smule orange - koralfarvet kunne man kalde det.


søndag den 1. februar 2009

Vindens virkning - og vinens

Efter børnefødselsdagen skulle vi så også lige til mín svigermors fødselsdag. Ost og rødvin - jeg tror jeg fik mere rødvin end ost.
Måske var det bare begejstring over at eftermiddagen var gået så godt, måske beslutningen om at holde en friaften fra specialet, i hvert fald har jeg mærket visse følgevirkninger i dag. Synes også at kunne huske at nogen sagde 'har vi virkelig drukket 12 flasker?' - og ja, det havde vi vist.

Så energiniveauet har været meget lavt idag. Jeg forsøgte mig med en gåtur, i håbet om at vinden og kulden kunne blæse og fryse ubehaget ud af mig, og de gjorde deres bedste, men de nåede vist ikke helt ind.

Modigt?

For nogle dage siden opfordrede Trine til at benytte lørdagen til at gøre en modig gerning . Jeg meldte mig på banen i kategorien 'børnefødselsdag for 11 drenge i 2. klasse - i en 3 værelses lejlighed'. Efter at have læst om Trines egen modige handling blegner min dog en smule.

Jeg havde ærlig talt frygtet at 11 raske drenge i vores køkken-alrum ville beyde kaos og alt for mange decibel! Én gang tidligere har vi holdt hans børnefødselsdag herhjemme - 13 drenge til en 5 års fødselsdag, de var heroppe en time, så gik vi i gården selv om det regnede - og jeg havde egentlig svoret aldrig at gøre det igen! Andre år har vi benyttet os af muligheden for at holde fællesfødselsdage og for at låne lokaler, fx på skolen. I år var det bare ikke rigtig en mulighed, så jeg tog en dyb indånding og sagde 'ja' til at vi kunne være her.

Og ved I hvad?... Det var faktisk OK! Vi slog os sammen med en af de andre drenge i klassen og planlagde en rigtig drenge-dag: Film, pizza og Wii Sport på storskærm! Jeg havde bagt pizzaer til da de kom fra biografen og bagefter var der turneringer i tennis og golf på Wii'en. De hyggede sig virkelig og det var fedt at se hvor gode de var til at heppe på hinanden og bakke hinanden op. Og ja, de larmede, og nej, der er sgu ikke rigtig plads til så mange unger på en gang, men det gik faktisk OK!

Så det viste sig, at det ikke krævede egentlig mod at gennemføre, men bare lidt mod at kaste sig ud i.

onsdag den 28. januar 2009

Tween..?

Tween... det der lidt ucharmerende udtryk, udtænkt af marketingsfolk for at kunne profilere produkter til gruppen mellem 8 og 13 år. Midt i mellem det lille barn og puberteten...

Er man stor eller lille når man er 9 år?

Han bad om at låne Volbeat CD'en den anden dag, gik ind til sig selv og skruede op for musikken - er det så slut med Harry Potter?
Han spiller trommer, øver dagligt og vil gerne ligne en rockstjerne i stramme bukser. Han er lang og ranglet, der er ikke mere småbarns-huld tilbage. Kun lange senede ben og arme og synlige ribben. Han læser flydende og taler med om, hvad der foregår i verden for tiden.
Men han er også stadig meget glad for alt sit Lego, det er stadig det der præger hans ønskeseddel. Når han er glad, går han rundt og synger. Og det er svært at sove ude alene.

Det er et grænseland, men et ret fredeligt et af slagsen.
Han rydder op, når man be'r ham om det (for det meste...), han passer sine pligter og laver sine lektier, er glad for sine skole og sine venner, vil gerne være sammen med os (hans forældre) og leger fint også på egen hånd. Han fortæller når noget går ham på, og har tillid til at vi kan løse det sammen. På mange måder er det meget nemt at være mor til en 9 årig - mit store lille menneske!

tirsdag den 27. januar 2009

De daglige tre

I dag glæder jeg mig over:

  • at en veninde -uopfordret- tilbød at læse og kommentere mit speciale. Det er altså stort!

  • at der stadig er penge på kontoen. Det er også stort!

  • at læse en artikel, der åbner mine øjne og gør min verden større.

fredag den 23. januar 2009

3 fede på en Fredag

I dag glæder jeg mig over:
  • oplevelsen af at man nogle gange 'falder i hak' med verden. For eksempel når du går ud i fodgængerfeltet lige tids nok til at cyklen ikke skal stoppe, din skridtlængde passer præcist med at bussen når at køre forbi. At kunden foran dig hos bageren er færdig lige når du har besluttet dig til, hvad du skal have. At toget kommer lige når du har klippet i automaten. Én glidende bevægelse, hverdagens tandhjul, der passer sammen. Ikke-intentionelt nærvær.
  • Intentionelt nærvær... Jeg øver mig i 'mindfulness' - fuld opmærksomhed på øjeblikket.
  • at det er fredag, og der er fest i morgen!

onsdag den 21. januar 2009

3 onsdagsgoder

I dag glæder jeg mig over:
  • Kaffe fra Robert's Coffee i Studiestræde. Uhmm...
  • ...og en kanelsnegl fra Emmery's. Men lov lige ikke at sige det ikke til nogen!
  • faglitteratur, hvor der står lige det jeg mangler eller har undret mig over. Tillader mig lige at nyde et af de øjeblikke, hvor det er sjovt a skrive speciale.

mandag den 19. januar 2009

Dagens 3 gode

I dag glædes jeg over:
  • at kaffen er varm. Specialeskrivning kan kræve store mængder kaffe! (HA! Jeg tastede forkert og kom næsten til at skrive kage i stedet for kaffe ... og det ville have været næsten lige så sandt!)
  • at hverdagen er tilbage efter en travl gæsteweekend. Ikke at jeg ville undvære tilværelsens flødeskum i form af fester, gæster og tilbagelænet nydelse, men hverdagen har altså sin egen skønhed. Velkendt og pålidelig som en gammel ven.
  • at kunne hente Pomfritten lige om lidt.

fredag den 16. januar 2009

3 på en fødselsdagsfredag

I dag glæder jeg mig over:
  • duften af nybagt brunsviger. Det er næsten tortur at skulle vente til han er hentet fra skole! Kom nu hjem... hurtigt!
  • at alt er skaffet til huse og weekendens gæstebud bare kan komme an. Vi skal nok sørge for I bliver mætte og glade.
  • hvor fantastisk meget man kan lære af et barn på 9.

'Brånsvi'er

Prøv lige og se, hvad min mor har bagt i dag...


Barnet fylder 9 og holder først fest i morgen med lagkage, onkler og tanter, bedsteforældre og hele pivtøjet. Men mormoderen, det kære væsen, syntes at han da også skulle have en kage i dag, så hun har bagt en mini-kagemand - lige nok til 4 personer...
Som fynbo (i exil) ved man at der skal brunsviger ('brånsvi'er) til når det er fødselsdag. Andet går bare ikke! Godt man har en mor, der så lige bager den!
- og i morgen er der mere kage!

torsdag den 15. januar 2009

Tre på en torsdag

I dag glædes jeg over:
  • at der er tre bundter tulipaner for 50,-. Knitrende, farvestrålende, sprøde tulipaner. Jeg vil have dem i alle farver. Dem alle sammen! Okay?! :) Så kan det da blive bare en lille smule forår...? Bare lidt? Please...
  • at min mor atter træder til. Hvor er jeg heldig at have hende!
  • at min søn bliver 9 år i morgen. Jeg undres nu også, hvor pokker blev tiden lige af? Han var jo lille for et øjeblik siden. Et lille bitte øjeblik! Nu er han ni, spiller trommer og vil ligne en rockstjerne - Altså en rockstjerne, der leger med Lego og lytter til Harry Potter.... :)

mandag den 12. januar 2009

De 3 for i dag

Jeg glæder mig i dag over:
  • duften af nyvaskede plankegulve.
  • de idéer jeg fik til specialet i nat inden jeg faldt i søvn. Selv om jeg på det tidspunkt hellere ville sove.
  • at min søn har en legeaftale i eftermiddag og jeg har mulighed for at gøre tingene i mit eget tempo. God tid til at skrive om eftermiddagen gør en stor forskel.

Noget med tin

Jeg har altså noget med tin. Elsker det der lidt matte udtryk.
Der er absolut ikke noget bling-bling over tin. Det er mat, tungt, solidt - og temmelig old-school.
Men gammelt tin har så smuk en glød - ikke klart skinnende som nypudset messing, der gør sig lidt til og nærmest råber: 'Se mig, jeg er lige her!'. Tin er blødt og får let buler og ridser - lidt som menneskekroppen. Men det besidder en indre styrke.

Indtil videre har jeg nærmest min kærlighed for mig selv. Tin kan findes i genbrugsforretninger og på loppemarkeder til meget få penge, og der er ofte meget af det - jeg prøver dog at styre uden om dem hvor der er indgraveret ting som: Skytteforeningens 2. præmie. :)

Det tin, jeg har, er enten arvegods eller gode fund - og ofte finder jeg en praktisk anvendelse for det. Vores tandbørster mv. står i en række smukke tinbægere (men det virkede lidt intimt at fotografere dem). Valnødderne fra mine forældres have ligger i den fine svenske skål og de hvide hyachinter er plantet i min farmors gamle skjuler - hun havde også altid hyachinter i den på denne årstid.



Disse tre, er lige nu mest til pynt, men ofte står der en enkelt blomst i vaserne. Og den lille skål gemmer tabte knapper (- og en gammel dansk 10 øre...?)

Op

Op om morgenen. Op af sengen, af søvnen, af drømmen.
Hold op, hvor kan der være langt!

Findes der mon en forening for os, ligesom AA? 'Mit navn er Hende med Vind i Håret og jeg er B-menneske'.



HA! Det er altså lidt symptomatisk at det her indlæg først er skrevet over middag... :)

Der er langt ud af søvnen når væggeuret ringer og langt til jeg når toppen. Det er den ene fod foran den anden, lidt af gangen. Skridt for skridt. Jeg er ikke morgensur, bare stille og lang tid om at finde det rigtige gear.

Jeg KAN godt. Jeg gør det jo hver dag, verden er nu engang indrettet sådan at vi begynder skole- og arbejdslivet først på dagen. Så det gør jeg også, men det kræver en særlig indsats - hver dag.
Så længe der er klare rytmer og rutiner, går det godt nok. Tøj findes frem, tænder børstes, havregryn og the serveres, madpakker smøres - og 'husk dit gymnastiktøj, det er mandag'. Uden disse næsten ritualiserede handlinger ville jeg være lidt fortabt først på dagen.

Men SÅ: Lidt op ad formiddagen, eller hen omkring middagstid er det som om der for alvor kommer gang i den motor, der har kørt i tomgang så længe. Jeg løfter hovedet fra trædemøllen, træder ud af rutinernes nedtrådte spor og mærker at tankerne flyder lettere. Idéer og planer tager form. Verden kommer i fokus og jeg føler mig skarpere. Klar. Oppe.
Nogle gange tænker jeg at tilværelsen ville være lettere, hvis jeg var A-menneske, verden er som nævnt indrettet så det forventes at vi fungerer bedst når dagen er ny.

Tænk at vågne af sig selv - tidligt og føle sig frisk. Med det samme parat til at møde dagen og dens udfordringer. For mig er tanken næsten eksotisk. I stil med pludselig at vågne op som mand - hvilket forøvrigt kunne være sjovt at prøve, bare en dags tid... :)

fredag den 9. januar 2009

Dagens 3

Jeg glædes i dag over at:
  • min mor er totalt overskudsagtig (igen) og kommer og overtager alt det praktiske så jeg har tid til at skrive speciale.
  • det ikke er helt så mørkt om eftermiddagen længere . Ca 20 min mere med dagslys - lidt har også ret. Og for en jeg-skulle-være-en-bjørn-og-gå-i-vinterhi-person som mig, der ikke trives særlig godt med vintermørket, kan det altså mærkes.
  • der står tre hyachinter på mit bord. Så fine og spændstigt fulde af løftet om forår. - Her burde så være et billede...

torsdag den 8. januar 2009

Er der nogen...?

Nej, det er der nok ikke, for jeg har ikke fortalt nogen om bloggen endnu, og navnet er nok ikke lige et folk googler... :)
Så hvorfor så skrive? Det er vel primært for min egen skyld. For at få samling på nogle tanker og idéer. Holde fast i det der er smukt. Sætte pris på det der er sjovt og udfordrende.
Når jeg har fået lidt mere styr på det her, så tror jeg da nok lige jeg skal gøre lidt reklame.

onsdag den 7. januar 2009

Byggeplads!

Det komme vist til at tage lidt tid at finde sig til rette her. Skal lige have styr på nogle billeder, nogle farver, noget grafik etc. Jeg har ikke ambitioner om at gøre det lige så smukt og personligt som Liselotte - har slet ikke de evner - men satser på at mindre kan gøre det...
Når jeg får tid (læs: når jeg laver overspringshandlinger fra specialeskrivningen) vil jeg forsøge mig med lidt lir til bloggen
Indtil da... tag hellere en hjelm på - byggeriet er stadig i gang.

Hvordan kunne jeg glemme det...?

Det kommer nok også til at handle en del om mad!
Hverdagsmad - fordi det er dem der er flest af, og vi skal spise godt hver dag.

tirsdag den 6. januar 2009

Præmiere

Jeg har i et stykke tid haft lyst til at forsøge mig som blogger. Og jeg vover nu forsøget. Her vil komme til at stå noget om stort og småt i mit liv:
Kreative projekter
Barnet
Kærligheden
Arbejdet - indtil videre specialet...
Det der inspirerer, begejstrer og undrer mig
Forhåbentlig også hver dag tre ting jeg glædes over eller er taknemmelig for