onsdag den 28. januar 2009

Tween..?

Tween... det der lidt ucharmerende udtryk, udtænkt af marketingsfolk for at kunne profilere produkter til gruppen mellem 8 og 13 år. Midt i mellem det lille barn og puberteten...

Er man stor eller lille når man er 9 år?

Han bad om at låne Volbeat CD'en den anden dag, gik ind til sig selv og skruede op for musikken - er det så slut med Harry Potter?
Han spiller trommer, øver dagligt og vil gerne ligne en rockstjerne i stramme bukser. Han er lang og ranglet, der er ikke mere småbarns-huld tilbage. Kun lange senede ben og arme og synlige ribben. Han læser flydende og taler med om, hvad der foregår i verden for tiden.
Men han er også stadig meget glad for alt sit Lego, det er stadig det der præger hans ønskeseddel. Når han er glad, går han rundt og synger. Og det er svært at sove ude alene.

Det er et grænseland, men et ret fredeligt et af slagsen.
Han rydder op, når man be'r ham om det (for det meste...), han passer sine pligter og laver sine lektier, er glad for sine skole og sine venner, vil gerne være sammen med os (hans forældre) og leger fint også på egen hånd. Han fortæller når noget går ham på, og har tillid til at vi kan løse det sammen. På mange måder er det meget nemt at være mor til en 9 årig - mit store lille menneske!

tirsdag den 27. januar 2009

De daglige tre

I dag glæder jeg mig over:

  • at en veninde -uopfordret- tilbød at læse og kommentere mit speciale. Det er altså stort!

  • at der stadig er penge på kontoen. Det er også stort!

  • at læse en artikel, der åbner mine øjne og gør min verden større.

fredag den 23. januar 2009

3 fede på en Fredag

I dag glæder jeg mig over:
  • oplevelsen af at man nogle gange 'falder i hak' med verden. For eksempel når du går ud i fodgængerfeltet lige tids nok til at cyklen ikke skal stoppe, din skridtlængde passer præcist med at bussen når at køre forbi. At kunden foran dig hos bageren er færdig lige når du har besluttet dig til, hvad du skal have. At toget kommer lige når du har klippet i automaten. Én glidende bevægelse, hverdagens tandhjul, der passer sammen. Ikke-intentionelt nærvær.
  • Intentionelt nærvær... Jeg øver mig i 'mindfulness' - fuld opmærksomhed på øjeblikket.
  • at det er fredag, og der er fest i morgen!

onsdag den 21. januar 2009

3 onsdagsgoder

I dag glæder jeg mig over:
  • Kaffe fra Robert's Coffee i Studiestræde. Uhmm...
  • ...og en kanelsnegl fra Emmery's. Men lov lige ikke at sige det ikke til nogen!
  • faglitteratur, hvor der står lige det jeg mangler eller har undret mig over. Tillader mig lige at nyde et af de øjeblikke, hvor det er sjovt a skrive speciale.

mandag den 19. januar 2009

Dagens 3 gode

I dag glædes jeg over:
  • at kaffen er varm. Specialeskrivning kan kræve store mængder kaffe! (HA! Jeg tastede forkert og kom næsten til at skrive kage i stedet for kaffe ... og det ville have været næsten lige så sandt!)
  • at hverdagen er tilbage efter en travl gæsteweekend. Ikke at jeg ville undvære tilværelsens flødeskum i form af fester, gæster og tilbagelænet nydelse, men hverdagen har altså sin egen skønhed. Velkendt og pålidelig som en gammel ven.
  • at kunne hente Pomfritten lige om lidt.

fredag den 16. januar 2009

3 på en fødselsdagsfredag

I dag glæder jeg mig over:
  • duften af nybagt brunsviger. Det er næsten tortur at skulle vente til han er hentet fra skole! Kom nu hjem... hurtigt!
  • at alt er skaffet til huse og weekendens gæstebud bare kan komme an. Vi skal nok sørge for I bliver mætte og glade.
  • hvor fantastisk meget man kan lære af et barn på 9.

'Brånsvi'er

Prøv lige og se, hvad min mor har bagt i dag...


Barnet fylder 9 og holder først fest i morgen med lagkage, onkler og tanter, bedsteforældre og hele pivtøjet. Men mormoderen, det kære væsen, syntes at han da også skulle have en kage i dag, så hun har bagt en mini-kagemand - lige nok til 4 personer...
Som fynbo (i exil) ved man at der skal brunsviger ('brånsvi'er) til når det er fødselsdag. Andet går bare ikke! Godt man har en mor, der så lige bager den!
- og i morgen er der mere kage!

torsdag den 15. januar 2009

Tre på en torsdag

I dag glædes jeg over:
  • at der er tre bundter tulipaner for 50,-. Knitrende, farvestrålende, sprøde tulipaner. Jeg vil have dem i alle farver. Dem alle sammen! Okay?! :) Så kan det da blive bare en lille smule forår...? Bare lidt? Please...
  • at min mor atter træder til. Hvor er jeg heldig at have hende!
  • at min søn bliver 9 år i morgen. Jeg undres nu også, hvor pokker blev tiden lige af? Han var jo lille for et øjeblik siden. Et lille bitte øjeblik! Nu er han ni, spiller trommer og vil ligne en rockstjerne - Altså en rockstjerne, der leger med Lego og lytter til Harry Potter.... :)

mandag den 12. januar 2009

De 3 for i dag

Jeg glæder mig i dag over:
  • duften af nyvaskede plankegulve.
  • de idéer jeg fik til specialet i nat inden jeg faldt i søvn. Selv om jeg på det tidspunkt hellere ville sove.
  • at min søn har en legeaftale i eftermiddag og jeg har mulighed for at gøre tingene i mit eget tempo. God tid til at skrive om eftermiddagen gør en stor forskel.

Noget med tin

Jeg har altså noget med tin. Elsker det der lidt matte udtryk.
Der er absolut ikke noget bling-bling over tin. Det er mat, tungt, solidt - og temmelig old-school.
Men gammelt tin har så smuk en glød - ikke klart skinnende som nypudset messing, der gør sig lidt til og nærmest råber: 'Se mig, jeg er lige her!'. Tin er blødt og får let buler og ridser - lidt som menneskekroppen. Men det besidder en indre styrke.

Indtil videre har jeg nærmest min kærlighed for mig selv. Tin kan findes i genbrugsforretninger og på loppemarkeder til meget få penge, og der er ofte meget af det - jeg prøver dog at styre uden om dem hvor der er indgraveret ting som: Skytteforeningens 2. præmie. :)

Det tin, jeg har, er enten arvegods eller gode fund - og ofte finder jeg en praktisk anvendelse for det. Vores tandbørster mv. står i en række smukke tinbægere (men det virkede lidt intimt at fotografere dem). Valnødderne fra mine forældres have ligger i den fine svenske skål og de hvide hyachinter er plantet i min farmors gamle skjuler - hun havde også altid hyachinter i den på denne årstid.



Disse tre, er lige nu mest til pynt, men ofte står der en enkelt blomst i vaserne. Og den lille skål gemmer tabte knapper (- og en gammel dansk 10 øre...?)

Op

Op om morgenen. Op af sengen, af søvnen, af drømmen.
Hold op, hvor kan der være langt!

Findes der mon en forening for os, ligesom AA? 'Mit navn er Hende med Vind i Håret og jeg er B-menneske'.



HA! Det er altså lidt symptomatisk at det her indlæg først er skrevet over middag... :)

Der er langt ud af søvnen når væggeuret ringer og langt til jeg når toppen. Det er den ene fod foran den anden, lidt af gangen. Skridt for skridt. Jeg er ikke morgensur, bare stille og lang tid om at finde det rigtige gear.

Jeg KAN godt. Jeg gør det jo hver dag, verden er nu engang indrettet sådan at vi begynder skole- og arbejdslivet først på dagen. Så det gør jeg også, men det kræver en særlig indsats - hver dag.
Så længe der er klare rytmer og rutiner, går det godt nok. Tøj findes frem, tænder børstes, havregryn og the serveres, madpakker smøres - og 'husk dit gymnastiktøj, det er mandag'. Uden disse næsten ritualiserede handlinger ville jeg være lidt fortabt først på dagen.

Men SÅ: Lidt op ad formiddagen, eller hen omkring middagstid er det som om der for alvor kommer gang i den motor, der har kørt i tomgang så længe. Jeg løfter hovedet fra trædemøllen, træder ud af rutinernes nedtrådte spor og mærker at tankerne flyder lettere. Idéer og planer tager form. Verden kommer i fokus og jeg føler mig skarpere. Klar. Oppe.
Nogle gange tænker jeg at tilværelsen ville være lettere, hvis jeg var A-menneske, verden er som nævnt indrettet så det forventes at vi fungerer bedst når dagen er ny.

Tænk at vågne af sig selv - tidligt og føle sig frisk. Med det samme parat til at møde dagen og dens udfordringer. For mig er tanken næsten eksotisk. I stil med pludselig at vågne op som mand - hvilket forøvrigt kunne være sjovt at prøve, bare en dags tid... :)

fredag den 9. januar 2009

Dagens 3

Jeg glædes i dag over at:
  • min mor er totalt overskudsagtig (igen) og kommer og overtager alt det praktiske så jeg har tid til at skrive speciale.
  • det ikke er helt så mørkt om eftermiddagen længere . Ca 20 min mere med dagslys - lidt har også ret. Og for en jeg-skulle-være-en-bjørn-og-gå-i-vinterhi-person som mig, der ikke trives særlig godt med vintermørket, kan det altså mærkes.
  • der står tre hyachinter på mit bord. Så fine og spændstigt fulde af løftet om forår. - Her burde så være et billede...

torsdag den 8. januar 2009

Er der nogen...?

Nej, det er der nok ikke, for jeg har ikke fortalt nogen om bloggen endnu, og navnet er nok ikke lige et folk googler... :)
Så hvorfor så skrive? Det er vel primært for min egen skyld. For at få samling på nogle tanker og idéer. Holde fast i det der er smukt. Sætte pris på det der er sjovt og udfordrende.
Når jeg har fået lidt mere styr på det her, så tror jeg da nok lige jeg skal gøre lidt reklame.

onsdag den 7. januar 2009

Byggeplads!

Det komme vist til at tage lidt tid at finde sig til rette her. Skal lige have styr på nogle billeder, nogle farver, noget grafik etc. Jeg har ikke ambitioner om at gøre det lige så smukt og personligt som Liselotte - har slet ikke de evner - men satser på at mindre kan gøre det...
Når jeg får tid (læs: når jeg laver overspringshandlinger fra specialeskrivningen) vil jeg forsøge mig med lidt lir til bloggen
Indtil da... tag hellere en hjelm på - byggeriet er stadig i gang.

Hvordan kunne jeg glemme det...?

Det kommer nok også til at handle en del om mad!
Hverdagsmad - fordi det er dem der er flest af, og vi skal spise godt hver dag.

tirsdag den 6. januar 2009

Præmiere

Jeg har i et stykke tid haft lyst til at forsøge mig som blogger. Og jeg vover nu forsøget. Her vil komme til at stå noget om stort og småt i mit liv:
Kreative projekter
Barnet
Kærligheden
Arbejdet - indtil videre specialet...
Det der inspirerer, begejstrer og undrer mig
Forhåbentlig også hver dag tre ting jeg glædes over eller er taknemmelig for