For nogle dage siden opfordrede Trine til at benytte lørdagen til at gøre en modig gerning . Jeg meldte mig på banen i kategorien 'børnefødselsdag for 11 drenge i 2. klasse - i en 3 værelses lejlighed'. Efter at have læst om Trines egen modige handling blegner min dog en smule.
Jeg havde ærlig talt frygtet at 11 raske drenge i vores køkken-alrum ville beyde kaos og alt for mange decibel! Én gang tidligere har vi holdt hans børnefødselsdag herhjemme - 13 drenge til en 5 års fødselsdag, de var heroppe en time, så gik vi i gården selv om det regnede - og jeg havde egentlig svoret aldrig at gøre det igen! Andre år har vi benyttet os af muligheden for at holde fællesfødselsdage og for at låne lokaler, fx på skolen. I år var det bare ikke rigtig en mulighed, så jeg tog en dyb indånding og sagde 'ja' til at vi kunne være her.
Og ved I hvad?... Det var faktisk OK! Vi slog os sammen med en af de andre drenge i klassen og planlagde en rigtig drenge-dag: Film, pizza og Wii Sport på storskærm! Jeg havde bagt pizzaer til da de kom fra biografen og bagefter var der turneringer i tennis og golf på Wii'en. De hyggede sig virkelig og det var fedt at se hvor gode de var til at heppe på hinanden og bakke hinanden op. Og ja, de larmede, og nej, der er sgu ikke rigtig plads til så mange unger på en gang, men det gik faktisk OK!
Så det viste sig, at det ikke krævede egentlig mod at gennemføre, men bare lidt mod at kaste sig ud i.
søndag den 1. februar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jamen er det ikke sådan det er?
SvarSletNår man møder en udfordring blir man nødt til at trække vejret dybt - og når man står midt i det tænker man 'Det er ikke så slemt'.
Og til sidst, når udfordringen er overstået har man allerede glemt hvorfor man ikke helt vidste om man turde!
Du ER sgu modig - mod er da onesize!
Kh Trine